1. Farvepunktsmetode: Påfør rødt blypulver jævnt på overfladen, der skal måles. Efter at have gnidet det på en standardplade, vil der fremkomme lyse pletter. Inden for et 25 mm × 25 mm område, hvis pletterne er jævnt fordelt og talrige (f.eks. større end eller lig med 20 punkter), er fladheden acceptabel. Denne metode er velegnet til hurtig grovmåling, men har lavere nøjagtighed.
2. Optisk flad interferensmetode: Tryk på en optisk flad (fladhed<0.1λ) onto the surface to be measured to form an air wedge interference cavity. If straight, uniform interference fringes appear under monochromatic light, the flatness is good; if the fringes are curved, the error needs to be calculated:
Ringformet kant: Fejlværdi=antal frynser × λ/2 (λ er lysets bølgelængde).
Lige kant: Fejlværdi=krumning × kantafstand/2.
Denne metode opnår nanometer-niveaunøjagtighed og er velegnet til inspektion af små-fly.
3. Indikatormetode: Brug en standardplade som reference, og mål overfladen punkt for punkt med et mikrometer. Hvis metoden med tre-punkter bruges til justering, er forskellen mellem maksimum- og minimumaflæsningerne fejlværdien; minimumszonemetoden kræver matematisk beregning. Det giver høj nøjagtighed, men er besværligt at betjene.
4. Kollimator/Niveaumetode: Målinger tages på punkter arrangeret i et gitter, og hvert punkts afvigelse i forhold til referencen registreres. Fladhedsfejlen beregnes ved hjælp af mindste kvadraters metode eller minimum afgrænsningszonemetoden. Velegnet til inspektion af store-områder, men kræver et stabilt miljø.
